Ψ

āna ahā

ōikā

nakā

nakā

k a u h a n ā

o i p a k ā   a h ā

k i p u a h u n ā

unā

kuā

ōikā

h u p u i l ā

l u h u   k e l ā

k o h ō i n e   k i l u h e ā

Kölpény népdal

En ünnjenta fran Pobjell,
Wacker lixom gryning fjell,
Hun jick üpp po höge felte,
So hun har löst dar sin jehte.

Säja mei mitt litet lamm:
Wur er wied min jylne bann?
Solen gonner, Monen fleitar,
Min dotten so schibeitar.

Säja mei millige träde,
Wur er wied min söte bräde,
Magen sülter, münnen tockar,
Uphölling dä jei foschkar.

Säja mei dü kalla bäre,

Wur er wied min eldre tschäre,
Futen tröttar, ögon blötter,
Tüttan saknar en gu syster.

Paeval yelas

Vûllan etin aza
Yurmalo am
O haliva pÿza
Tuŝau sÿlam
Otam a haeth
Vÿĉam tuŝau
Illad paevath
Valad-e lossau

Maun cath hinyel

Mec illan ozmidad

Maun Itha Hîsilad

Maun cath hinyel

Ulad cÿtilec

Er a hae von yotalec

Hinyeli legzilec

A tuoha

Puran ŝeppam lissa

Taeth a viten naem

Ta haeli vayen

Paevas a Itha

Pÿrÿs o tura

A puran hulim

Aza naelim

Đa loss af år grét men / Ströken af Kwikfåd

Grét men af år daling håmländ,

sevönín flox fram wix af länd, 

sevön flox fram tons ed borås,

ed thrí flox fram wålton råsen, 

led aby both strongbå njyten,

til strökenfild råden 

ån wyt preti håsen.

Đé häven hävi hanesten, 

ländhel såden,

glíming shilden, 

ryden håsen til strökenfild, 

fogi dél af Kwikfåd-bändring, 

wer đa strím russ flå af Thöndring.

Twenifå flox línen fast,

tilwåd Kwikfåd, yes at last, 

tilwåd ívelwiling låthren,

fram đa rrechid autlend.

Taf bilås af Kwikfåd, telen, 

wer ar år mäni grét men, 

twenifå flox

af strongbå wådjos?

Låthren komen, rint djí sé? 

Wachen ju along jår wé,

hiden on mong trín, mong bushen,

dak grín wíd ed döski lífen.

Laud wån af Thöndring, telen, 

wer ar år grét sådmen,

sen af wolfen,

läd af yren?

Låthren ar on jår neken,

rint djí höra, đé rönen?

Håsen jås trapdin til flud,

Möd flåt đär as däđli hud.

Wimen gađrin öp in måning,

sevönhöndrid måđren mauning,

mauning ån lost daling children,

yang wådjos ed händful grét men.

Đé ar wíping, krying hys,

holding aut ån hend til skys,

sheden tís daun ån gré chåls

honisöklen grån wer t' fåls.

Đer heö baunsen in đa kåld wind,

wich dömbli krys en bak

đa bänk af skysí lux så dípdak,

soråful ed wintötind.

Fađren ständen behynd wyfen, 

låren ån hed, kwyt bekepten.

Naun spåk en weöd, inthwåten.

Slíping as đa bråkön båns,

Kywtnes beheld åve gréfståns

af đa såtaftö bréfhaten.